Kendis-odderen under gulvet

Jeg vil repetere en sand og lidt utrolig (og for mig spændende) historie, fra da jeg var diakon og lidt præstevikar i Lofoten. Jeg havde valgt at bo i en lille fiskerhytte (rorbu) nede på kajen på Ballstad, Vestvågøy. Det var ikke en helårsbolig, for at sige det sådan, men jeg brugte hue på gangen og sko/slippers, når jeg gik i brusebad. Så det gik ganske godt, selv om jeg fyrede for kragerne (eller mågerne, rettere sagt) og levede meget enkelt. Men hvor var det skønt! Charmerende, kort og godt, med havet under det meste af hytten og vejr og vind både over og under. Strømmen gik selvfølgelig enkelte sene aftener og nætter i storm, mulm og mørke, men sådan var det. Og jeg tænkte i min alenetilværelse der nede på kajen, at ”kommer der en tyv eller kæltring, så kommer der en tyv eller kæltring”. Der var ikke så meget, jeg kunne gøre ved det!

Men altså: Det var min ”samboer” jeg skulle skrive om. Det begyndte med, at jeg hørte nogle mærkelige lyde i køleskabet (?). Eller under køleskabet? Mellem køleskabet og brændeovnen? Nej, jeg blev ikke klog på dette. Netop den ende af fiskerhytten havde fast grund under ”fødderne”, men det gav mig ikke noget svar. SÅ, en dag, så jeg min ”samboer”: En odder kom ”hjemad” på kajen og smuttede ind under hytten netop der, hvor jeg havde hørt alle lydene. Senere så jeg ham mange gange. Og jeg fik taget et eneste billede af ham, mens han svømmede hjemad, lige udenfor kajen. Nogle få gange så vi hinanden dybt ind i øjnene - både med og uden vinduet mellem os.

En dag var der et forfærdeligt leben udenfor. Da kom han trillende som en stor, vred bold, hvor han udgjorde halvdelen af ”bolden”. Den anden halvdel var en anden odder, som han sloges med, både højlydt og intenst. De rullede nærmest ind under hytten og ind i hjemmet til min Ottar, som kolleger og venner kaldte min nye ven.

Jeg nævnede Ottar i min faste spalte i avisen, og pludselig var han/vi blevet kendte. Han havnede i netaviser både her og der, sammen med informationskasser om odder generelt. Da mine unge nevøer i Trøndelag skulle læse om odder, fik de pludselig en artikel frem om tante Helga i Lofoten. Og som en af dem sagde: ”Jeg anede ikke, at tante var så berømt.” Nej, det anede tante nok ikke, heller!

Og jeg måtte fortælle om Ottar på et Formiddagstræf i menighedshuset. Stadig kan jeg få spørgsmål om, hvordan det gik med ham/os? Jeg tror, han flyttede fra mig, før jeg flyttede sydpå til Gudbrandsdalen, og senere Danmark. Der var i hvert fald stille under køleskabet til sidst. Men jeg kan med hånden på hjertet sige, at både han og alle mågerne har beriget mit liv. Og fjeldene/bjergene i Lofoten. Og søen…

Og folket. Jeg vil altid gå med en Lofoten-længsel og Lofoten–taknemlighed i mig.

Helga H.

Dansk oversættelse: Karen Margrethe Christiansen