ALT TIL SIN TID…

Jeg havde sommerjob ved både en og to institutioner i min ungdom. Hyggeligt, travlt arbejde for en ung pige. En dag var flere af de fastansatte syge, så der blev ringet til et par lidt ældre damer i håb om rask hjælpsomhed og indsatsvilje. Den ene kom ”på sekundet”. Næsten. Og hun ville gerne hjælpe og tage imod instrukser. Men hun så mange opgaver selv, også, som HUN vurderede som nødvendige akkurat i den travleste periode på dagen. Pludselig var hun borte. Eller rettere: Vi kunne ikke se eller høre hende nogen steder. Lidt efter blev hun ”fundet” ved en sygeseng, hvor hun havde læst en længere andagt og bedt for sin patient. Tillige havde hun foretaget sengetøjsskift, ”for det ville være godt for patienten”. Ikke noget galt i noget af dette, men det var jo strengt taget på det forkerte tidspunkt, mente de, som havde større ansvar end det, jeg havde. Og jeg forstår dem. Det var ikke rigtigt, at hun holdt andagten, mens vi andre ”løb benene af os”. Selv indså hun nok aldrig, at dette var galt – i DEN situation – for hun levede også resten af sit liv under mottoet om, at ”vi har ansvar for HELE mennesket”. Og jeg skynder mig at tilføje, at også jeg er tilhænger af både andagter, forbøn og sengeskift.

Jeg tænkte på denne velmenende, foretagsomme dame i aften, mens jeg ledte i hukommelsen efter gode eksempler på ”alt til sin tid”. Hvorfor tænker jeg på akkurat DET? Jo, det var nyhederne for nogle dage siden som inspirerede mig. Mellem alle de virkelig alvorlige og triste nyheder i disse dage, læste jeg noget, som både fremkaldte latter og forfærdelse.

Lørdag blev politiet på Sunnmøre (Norge) varslet om en bil, som kørte ud og ind … Politiet rykkede ud, og klarede at løse mysteriet. ”En bilist havde reageret på den slingrende kørsel, og vi fandt ud af, at vi måtte kontrollere bilen. Vi fik standset den efter en tid. Det viste sig, at kvinden havde strikket”, siger operationslederen ...

Et andet sted læste jeg: ”Kvinden var over den dobbelt optrukne linje gentagne gange. Vi mistænkte hende for spirituskørsel”. Politiet fik standset hende efter 15 minutter, men kvinden var ædru. Strikketøjet lå ved siden af hende, og kvinden indrømmede, at hun havde strikket bag rattet. – Hun angrede det, hun havde gjort og var led ved, at hun ikke magtede at lade være med at strikke. Politiet ser meget alvorligt på sagen. Strikningen skete i en 80km-sone, hvor der var sket mange ulykker. Kvinden mistede kørekortet og blev anmeldt. ”Dette er første gang, jeg ved, vi har taget kørekortet på grund af strikning. Avislæsning og SMS på mobil er mere almindeligt”, siger operationslederen.

Ja, nu har I læst grunde til dagens overskrift og tankene i mit hoved. For jeg er en ivrig strikker. Meget ivrig, egentlig. Jeg har strikket i de utroligste sammenhænge, bygninger og transportmidler og kan vanskelig tænke mig en biltur uden strikketøj. Selv ikke en på fem minutter. MEN… jeg strikker IKKE, når jeg er chauffør. Så det var ikke mig, der blev skrevet om. Det nærmeste, jeg kommer, er, at jeg boede på Sunnmøre en periode, da børnene var små. Og jeg kan genkende mig i det, denne meget ivrige strikkerske siger om at ”hun magtede ikke at lade være med at strikke”. DEN kan jeg forstå, sådan generelt. Men ikke at hun kombinerede rat, strikkepinde, mønster og speeder i 80km-sone. Livsfarligt. Uforsvarligt. Men godt at ”hun fortrød det, hun havde gjort”.

Men altså: Det var ikke mig!                                          Helga H.

Dansk oversættelse: Karen Margrethe Christiansen